Frederiks farfar er efter sin død vendt tilbage som spøgelse. Han har begået talrige synder, og i stedet for at sende ham til et paradisisk efterliv har Skærsildens vogtere kastet en forbandelse over ham.
For at hæve forbandelsen skal Frederiks farfar finde Kong Razaxces krone, som han har stjålet og solgt videre for mange år siden.
Farfarens spøgelse opsøger derfor Frederik, og modvilligt bliver Frederik nødt til at hjælpe – ellers mister familien det hus, som de netop har arvet efter den afdøde farfar.
Men farfarens gerninger skaffede ham mange fjender, og i spøgelsesverdenen får han kun flere. De bliver endda også Frederiks fjender.
Frederiks Forbandede Farfar er en humoristisk spøgelses-roman til de 10-13årige.
Forside af Lars Kramhøft
Findes også som e-bog og som lydbog indtalt af Dan Schlosser